En ny ledning til transport af råvand blev anlagt fra boringer på den østlige side af Helsingørmotorvejen til tilslutning til en eksisterende ledning på den vestlige side. Samtidig etablerede vi trykledninger for spildevand og trykledninger for regnvand på samme strækning.
Under motorvejen skulle ledningerne lægges parallelt og meget præcist. Her benyttede vi styret boring for at genere trafikken så lidt og så kort tid som muligt. At sikre den parallelle placering var en udfordrende og spændende opgave, som ikke blev mindre, fordi der samtidig var tale om ledninger af en vis størrelse.
Ledningerne blev etableret i foringsrør, som vi borede under vejen. Dimensionerne for arbejdet var:
Et foringsrør på ø450 mm til en ø315 mm råvandsledning
Et foringsrør på ø355 for to regnvandsledninger på hver ø125 mm PE
Et foringsrør på ø355 for to trykspildevandsledninger på hver ø125 mm PE
Ved brug af styret boring kunne vi holde motorvejen åben under arbejdet, dog med kortvarige lukninger af de enkelte vejbaner, som borearbejdet skred frem. Ved at lægge en holdbar detailplan for arbejdet lykkedes det at udføre fremboringerne i løbet af fem timer. Hele borearbejdet var færdigt efter tre døgn, hvor motorvejens kapacitet undervejs kun var kortvarigt reduceret.
Arbejdet foregik i et trafikeret område, tæt ved DTU, og varede 6 måneder.