Stranden
På Stranden i Charlottenlund har Dansk Handicapforbund i flere år ønsket at etablere bedre adgangsforhold for badende i kørestol og skabe en bedre udnyttelse af det smukke område.
Vi har derfor udover kørestolsramper etableret et større haveanlæg, hvor insitu-støbt beton i organiske former med kostet overflade brydes af grønne områder og danner et indbydende cafeområde, med nemme adgangsforhold for kørestolsbrugere.
Der er på denne entreprise anlagt mere end 2000 m2 in situ støbt betonplade i terræn med specialdesignet betonrecept i samarbejde med Pelcon. Derudover er der anlagt 300 m2 betonramper ud i vandet, der betyder at kørestolsbrugere nu kan køre direkte ud i Øresund, hvor kørestolen kan fortøjes, mens man svømmer.
Da området tidligere har oplevet flere oversvømmelser, indgik højdevandssikring i projektet.
Vi har derfor etableret 70 meter højdesikringsvægge i in situ beton med integrerede højdevandsporte, der kan aktiveres ved behov.
Det var essentielt for projektet, at området skulle blive både funktionelt og indbydende, og der er derfor opført omklædningsbygning i træ og opsat terrænbelysning, der understreger den lave beplantning.
Endelig er der etableret adgangskontrol og en lille parkeringsplads i tilknytning til området.