En del af det vestlige København omkranses af Vestvolden, der i sin tid blev bygget som et forsvar af hovedstaden, men som i dag er et fredet område, der bruges til rekreative formål. Husum Station ligger op til voldområdet, og her har Zacho-Lind i eftersommeren 2015 monteret en ny stibro hen over S-togsskinnerne, så cyklister og fodgængere nemt kan krydse over banen. Broen afløser en tidligere bro, som i 2013 blev taget ned af sikkerhedshensyn.
Zacho-Lind har støbt nye endevederlag og søjler og har derefter monteret den 50 meter lange stålbro i tre dele. Udførelsen har krævet et større planlægningsarbejde, fordi broen er monteret i et fredet område og samtidig også hen over en jernbane i drift.
Zacho-Lind har udført bromontagen for Københavns Kommune.