Skånsom nedbrydning af beton

Med ansættelsen af en af Nordens mest erfarne operatører af vandspulings- og vandskæringsrobotter, Jan Steffensen, har Zacho-Lind styrket den i forvejen stærke betonafdeling, og er for alvor trådt ind på markedet for skånsom nedbrydning af beton.

Nedbrydning af svækket beton er traditionelt blevet udført med lufthammer, men hos Zacho-Lind tror man på, at de dage er forbi, hvor man kunne nedbryde beton uden tanke for den bagvedliggende konstruktion og omgivelserne:

-Der er ingen tvivl om, at der i fremtiden bliver en række opgaver, hvor skånsom nedbrydning af beton er nødvendig, enten af hensyn til den eksisterende konstruktion eller af hensyn til omgivelserne, forklarer direktør Lars Klitmøller Christensen og fortsætter: – Det ser vi allerede nu, når der skal repareres på eksempelvis brokonstruktioner, hvor muligheden for at bevare den sunde beton uskadt er vigtig for broens fremtidige funktion og holdbarhed.

En række fordele ved vandspuling

Traditionelle nedbrydningsmetoder udsætter beton og den eksisterende armering for så kraftige vibrationer, at armeringen kan slå revner i den beton, der skulle bevares. Det kan i værste fald efterlade betonkonstruktionen med mikrorevner, der ikke opdages men svækker konstruktionens holdbarhed på sigt. Med vandspuling fjerner man derimod den skadede eller ældede beton, helt uden at skade sund beton og armering.

I stedet for automatisk at fjerne en forudbestemt mængde beton, uanset dens tilstand, fjerner vandspulingen kun den svækkede beton, hvilket mindsker de nødvendige reparationer.  Derudover har den skånsomme metode en række andre fordele.

-Når vi eksempelvis står med en parkeringskælder, hvor dele af betonen er skadet og må nedbrydes inden vi kan tage hul på reparationerne, har det stor værdi for både beboere og butikker i nærområdet, at vi kan udføre nedbrydningen uden vibrationer, fortæller han.

Efter nedbrydningen har vandspulingen desuden den fordel, at den giver et langt stærkere støbeskel end hvad der kan opnås med fræsning. Den renoverede konstruktion der står efter nedbrydning og udbedring, er derfor både stærkere og væsentlig mere holdbar, end det er muligt at opnå med de gammeldags metoder.

Operatør med 28 års erfaring og know-how

Lars Klitmøller Christensen, der også er leder af Zacho-Linds betonafdeling, fortæller, at han har fulgt Jan Steffensens arbejde i både Danmark og Finland i flere år op til ansættelsen.

-I flere andre nordiske lande er det ikke længere tilladt at bruge de gamle metoder, og de er derfor et godt stykke fremme i forhold til herhjemme med både maskiner og metoder. Med ansættelsen af Jan Steffensen får vi glæde af den store know-how der er samlet i Norden indenfor vandspuling og vandskæring og vi er meget glade for at byde ham velkommen.

Læs mere om hvad Zacho-Lind tilbyder inden for betonarbejder, vandskæring og vandspuling